Tradition og stil

Den danske forfatter Jane Aamund, kendt for sine humoristiske, rørende og frem for alt medlevende beretninger om Danmark og danskere i forskellige afskygninger, har henrykket flere hundredtusinde læsere i årenes løb. Når hun ikke opholder sig på bopælen i sit elskede Vestjylland, er hun fast gæst på Hellerup Parkhotel. Her er hendes egne ord om yndlingshotellet i Hellerup.

 

Af Jane Aamund

Hver anden måned sker der et stort skift i mit liv. Jeg skal til København for at holde forretningsmøder og besøge børn og børnebørn. Jeg rejser fra den lille by Lemvig i Vestjylland med fly fra Karup til København, hvor min taxachauffør, Erik, venter og kører mig til næste station, Hellerup Parkhotel i Hellerup.

Fra Lemvig til Karup kører enten min fætter Christen mig eller min taxachauffør i Lemvig, Mona. Til Karup kører vi gennem smukke landskaber, øde egne, som oftest i hårdt vejr. Det er en tur i tidsmaskinen. På mange af de øde gårde bor gamle mennesker fjernt fra alfarvej. De er så seje. Mange af dem er sidst i 80´erne, nogle er enker, men klarer alligevel det hele selv. En livsstil man har glemt eksisterede. I Karup møder jeg unge jyske mænd i uniform, der skal til Afghanistan for at kæmpe. Far og mor er ikke med for at sige farvel. Det vil de unge ikke have. Men tit er der en bedstefar, der står med sit kamera for stolt at tage et billede af sit elskede barnebarn, der nu skal i krig. Jeg har svært ved at tage det billede ind.

Når jeg går ud i København, er turen i tidsmaskinen i fuld gang.

Væk er freden og roen, de øde egne, de seje og lune vestjyder, der altid kører i første gear. De foragter stress og jag. Ingen giver fingeren eller bruger et utålmodigt bilhorn i min by. Det anstår sig ikke.

Erik, min faste taxachauffør, og jeg kører gennem byen, ledsaget af Eriks historier fra taxaernes verden. Københavns puls slår hurtigt.

Vi kører ud til Hellerup Parkhotel, som nu er mit hotel i byen. Hellerup Parkhotel har altid været en af kulisserne i mit brogede liv, og jeg har heldigvis sådan en god hukommelse, så jeg bare kan køre filmen tilbage til forskellige tidsperioder.

De gamle dage

Da jeg var barn og ung hed Hellerup Parkhotel “Hellerup Klub”.

Det var et hotel, men det var her, man holdt sine familiemiddage og fester. Der var også bridge og l’hombre-klubber og generalforsamlinger for det bedre borgerskab.

I 1955 var jeg 19 år og stod hvid brud i Gentofte Kirke. Min far var sur, meget sur, over mit ægteskab. Min mor sagde, at jeg kunne nå at fortryde. Det var efter deres mening alt for tidligt, og de mente ikke, at jeg tog ægteskabet rigtig alvorligt. Der var noget, der kunne tyde på det, for min veninde Tove, der skulle pynte mig, stod også bekymret og rystede på hovedet af mig, der sad og grinede. Mit udseende var jeg heller ikke tilfreds med. Jeg havde fået for meget permanent og så frygtelig ud med slør på.

Min far tog en stiv whisky, og så tog vi af sted til kirken, hvor min stakkels brudgom ventede.

Men da jeg var blevet gift, glædede jeg mig meget, for festen skulle holdes på Hellerup Klub, selvfølgelig.

Duften på Hellerup Klub er stadig den samme, nu hvor hotellet er blevet et internationalt stiligt hotel med den eftertragtede klassiske atmosfære. Når jeg går op ad trappen til mit værelse, kigger jeg altid ind i selskabslokalerne, hvor min bryllupsfest begyndte, og så siger jeg: “Ak ja, hvor var det en skøn aften, og Jane altså! Din stakkels mand, men godt at vi fik de to bedste sønner i hele verden, der nu er fædre til de bedste børnebørn i hele verden.”

Der var et gavebord med gaver til vores udstyr i det nye hjem. Hotellets tjenere i sort og hvidt stod parat. Gæsterne var i kjole og hvidt og lange kjoler. Der var en duft af blomster, suppe, vine og gammeldags selskabsmad og lidt af bonevoks fra de blankpolerede gulve.

Jeg sad mellem min far og min svigerfar. Min svigerfar var advokat, og han og min far var frimurerbrødre og kaldte hinanden bror Joseph og bror Knud, men min svigerfar var Des med min far og mor, og jeg talte i tredje person til min svigerfar og svigermor.

Vi fik suppe, fiskeanretning, steg, varme små osteboller, og rubinsteinerkage, min yndlingskage, og de bedste vine. Bagefter var der kaffe og cognac og likør, og til sidst natmad og øl og snaps.

Og stemningen var høj, lidt for høj, for min svigerfars bror, der var sexet overlæge, blev varm på min frækkeste og højtelskede tante Esther. Hun tabte hele tiden overdelen på sin stropløse taftkjole, og Esther og min nye onkel forsvandt efter kaffen op på et af værelserne. Men min stilige nye tante, der var gift med overlægen, tog det med optrukne øjenbryn og en overbærende mine.

Min mor, der var fra Vestjylland, havde derimod røde pletter på halsen.

Min far sagde spydigt: “Rigtig god fornøjelse!” til mig, da jeg kørte ud af min barndom og til mit nye hjem, en toværelses i Herlev.

Senere arbejdede jeg mig frem gennem utallige forhindringer til Hellerup Parkhotel igen. Da var jeg blevet gammel og ret svag, men jeg glæder mig, ligesom da jeg var ung, når jeg mærker “duften” og alle de minder, jeg har, som giver signaler op i hjernen, når jeg kommer på Hellerup Parkhotel, hvor jeg føler mig velkommen og forkælet i et liv, der ellers kan være temmelig hårdt.

Værelserne på Hellerup Parkhotel er, som jeg og mange andre foretrækker et hotelværelse. Ikke sterilt og frem for alt ikke med kunststoffer, der giver et dårligt indeklima, så håret står op på hovedet af én, og man får elektrisk stød, når man åbner hjemmebaren.

Badeværelserne er altid lækre og rene. Håndklæderne dufter ikke af kemikalier. Sengetøjet er af bomuld. Jeg er en rutineret hotelgæst og har frygtelige oplevelser fra både de værste og de bedste hoteller over hele verden, så jeg er en kender. Jeg glor altid ned i vaskens afløb for at sikre mig, at der er gjort ordentlig rent.

Jeg er også fornøjet med, at der aldrig forsvinder nogle af mine ting på Hellerup Parkhotel, det har jeg desværre oplevet alt for tit.

Det værste var, at min elskede bamse, “Gwendolyn”, blev hugget på det sidste københavnske hotel. Det var for meget.

Der er altid friske blomster på værelset. I receptionen gør de sig umage for at forstå mig. De vækker mig til tiden, glemmer ikke beskeder. Der er to restauranter, en italiensk, hvor der er en meget lækker morgenrestaurant med søde servitricer fra Østen. De har et godt humør, og da jeg er stamgæst, får vi os en ordentlig griner, når der er specielle gæster, og det er der. For det er et internationalt hotel, og jeg har oplevet arabiske sheiker med tjenende ånder og flere koner, og en herre fra Orienten med så meget vægtfylde, at han og hans tjener sad fast i elevatoren, det var den gang, at servitricerne fra Østen og jeg måtte løbe bort for ikke at få et livstruende grineanfald. Men receptionen tog det ligeså pænt som Basil i “Halløj på badehotellet”.

Takt og tone

Min værste oplevelse på Hellerup Parkhotel var, da en finsk kvinde kom ind til morgenmaden på bare ulækre fødder. Jeg for op på hotellets vegne og sagde, at det ville jeg ikke finde mig i til mit blødkogte æg, og heldigvis blev jeg bakket op af hotelchefen med det samme, og hun kom tilbage iført sko. Det frydede mig. I det hele taget er Hellerup Parkhotel et sted, hvor de gamle dyder bliver holdt i hævd.

Den italienske restaurant er i top. Priserne er heller ikke for vilde, og der er ægte italiensk atmosfære, og det ser man på det kvindelige publikum i alle aldre, som nyder den latinske atmosfære til maden og vinen.

Der er også en bar, hvor man kan få gammeldags cocktails som i min ungdom.

Erwin Lauterbachs restaurant

Fra jeg var medanmelder på Berlingske Tidende, har jeg kendt Erwin Lauterbach, og han er en ægte madkunstner. Han har både sit faste stampublikum og også et ungt publikum, der sætter stor pris på hans mad og den service, man får i restauranten. Det er den eneste restaurant i København, som jeg kender, der minder om en fransk restaurant, hvor både køkkenchef, personale, vært og gæster er ligesom et lille orkester. Alle spiller sammen om en god oplevelse.

Jeg bryder mig ikke så meget om strå og mærkelig tallerkenpynt, som mange berømte køkkenchefer kan være forfaldne til. Jeg holder af den fine laks, de gode supper, fiskeretter som ikke er skjult under marehalm, sære rodfrugter og andet, som hærger det nordiske køkken, der er på mode i øjeblikket. Jeg er strålebehandlet i halsen for kræft og kan ikke spise det. Men det er ikke til besvær hos Erwin Lauterbach og hans personale. Jeg får endelig mad, jeg kan spise, og de bedste vine.

Fra mit værelse kan jeg vinke over til min bror, Asger, som også spiser med mig, når jeg er der. Jeg har venner, børn og børnebørn på besøg, når jeg bor på Hellerup Parkhotel. Det er ikke billigt, men det er det værd, hver eneste time.

Hellerup Parkhotel har mange andre faciliteter, som står i hotelbøgerne.

Men for mig repræsenterer Hellerup Parkhotel noget meget vigtigt for en hotelgæst i dag: tradition, et meget højt serviceniveau og dejlig mad, velfungerende rene værelser og et personale, der gerne gør alt for gæsterne, og de nye ansatte bliver både opdraget af de gamle stamgæster og af hotelchefen og ejerne af hotellet, som ser og hører alt.

Tak til Hellerup Parkhotel for et langt livs gode oplevelser.

I mit liv er det en livslang fortælling om tryghed, tradition og et meget højt serviceniveau.[:]